Helpless

Yeah. Her er 2½ års arbejde.

Det har været uendelig sjovt, frustrerende, udviklende, legende og til tider skide svært at lave Helpless.

Det hele begyndte egentlig med en byttehandel med Alexander Grandjean. Jeg bookede nogle duokoncerter til os, og til gengæld producerede han en sang.

Vi begyndte med I Do. Alexander sagde: “Jeg kan høre præcis, hvordan den skal lyde.”

Det kunne han.

Jeg blev så eventyrligt begejstret for resultatet, at én sang blev til flere. Og jeg synes i øvrigt stadig, at I Do er pladens mest vellykkede nummer.

Undervejs voksede sangene gennem en masse andre mennesker. Tilgangen har ofte været ret enkel: Spil det, du hører.

Jeg har inviteret musikere ind, hvis musikalitet jeg har enorm respekt for, og givet dem plads til at høre og spille det, de hørte i sangene. De har bragt idéer, lyde og detaljer ind, som har været med til at forme pladen. Det er jeg uendelig taknemmelig for.

Samtidig har jeg selv arbejdet videre, lyttet, ændret, tvivlet og prøvet igen. Hver sang har fået lov til at finde sin egen lyd – fra det helt nøgne og akustiske til større, organiske og filmiske lydlandskaber.

Fælles for de 10 sange er tekster om mennesker i bevægelse. Om de øjeblikke, hvor man bliver nødt til at træffe en beslutning, give slip på noget velkendt eller finde modet til at begynde forfra.

Der er stadig 100 ting, jeg kunne have lavet anderledes.

Men på et tidspunkt skal man spise, mens maden er varm.

Så her er Helpless.