The Broken Ribs Kitchen Rehearsal Session

Der ligger jo uendeligt mange valg i at spille en sang.

Selv hvis man “bare spiller”, træffer man 1000 valg. Det er så fedt.

Jesper og jeg øvede i tirsdags, og ja, jeg optager stort set alt, hvad jeg øver. Ganske enkelt fordi jeg ikke kan lytte ordentligt, mens jeg står midt i det.

Og på et mere generelt plan stoler jeg ikke helt på mine ører, mit sind eller min oplevelse af, hvad der virker, mens jeg spiller.

Jeg er nødt til at høre det bagefter.

En optagelse er selvfølgelig heller ikke sandheden. Men jeg har efterhånden fået gain og mix så meget på plads, at det, der bliver optaget, ligger rimelig tæt på det, jeg oplever i rummet.

Forskellen er bare, at når jeg hører det bagefter, skal jeg ikke samtidig synge, spille guitar, lytte til Jesper, trykke på pedaler og beslutte, hvad der skal ske om otte takter.

Så har jeg pludselig noget CPU-kraft tilbage til bare at lytte.

Jesper og jeg har efterhånden øvet rimelig fast sammen i omkring et år. Noget af det, jeg har skullet vænne mig til, er, at vi ikke øver for bare at komme fra A til B.

Vi prøver at finde frem til det sted, hvor rammen omkring sangen er så stærk, at vi kan være totalt frie inde i den.

Det er ambitionen.

Så vi har været dage i sommerhus og øvet. Og vi har brugt time efter time på at øve hjemme i mit køkken.

Undskyld, naboer. ❤️

Og hvis noget ikke virker, insisterer vi på at ændre det nu.

Ellers øver man jo bare dårlige vaner ind.

Hvis noget skal programmeres om, hvis der mangler en effekt, eller hvis noget gear skal købes, så bliver det gjort med det samme eller inden for et døgn.

Den seneste store ændring var min vokalmikrofon.

Jeg har skiftet min yndlingsmikrofon ud. Den har været min i minimum otte år, og jeg tror, jeg har været igennem 8-10 forskellige mikrofoner gennem årene.

Men jeg syntes simpelthen ikke, den lød godt nok, når jeg hørte optagelserne bagefter.

Så nu er jeg endt på DPA d:facto.

For nogle år siden lavede jeg en pedaljulekalender med Bjarke, og hans stemme lød så håbløst rigtig gennem den mikrofon uden noget efterarbejde, at jeg aldrig helt glemte det.

Nu er den i mit setup.

Prøv lige at høre vokalen på optagelsen. Den går gennem en fysisk kompressor – som er ren magi – og derefter en Pultec EQ og to klange som plugins.

Det er det.

Jeg ville da gerne have en rigtig Pultec, men et sted går grænsen åbenbart 😄

Jeg har også opgraderet min elskede Mackie DL16S til en DL32S, fordi Jesper og jeg simpelthen manglede kanaler i vores duo-setup. 😂

Jeg købte den brugt, solgte den gamle og pruttede jysk om prisen, så selve opgraderingen endte med at koste mig 300 kr.

Dog eksklusive en ny rackkasse.

Der er altid et eller andet. 😄

Der kom også et 8-kanals multikabel ind ad døren, så vi slap for otte separate ledninger fra Jespers lydkort til mixeren.

Og efter tirsdagens øver splittede jeg hele mit pedalboard ad.

Jeg brugte to aftener på at bygge det op igen. Nu venter jeg på to MIDI-kabler, fordi jeg gerne vil kunne programmere en klang på forhånd.

For hver eneste ting, der kan forberedes, er én ting mindre, jeg skal tænke på, mens jeg spiller.

Mere ledig CPU-kraft til faktisk at spille musik.

Det næste store projekt er min akustiske guitar.

Den lyder horrible på optagelserne.

Jeg synes egentlig, den lyder okay, når vi spiller, men optagelserne fortæller mig noget andet.

De er selvfølgelig ikke objektive. Men efterhånden som jeg har fået styr på gain og mix, oplever jeg, at de kommer tættere på en reel gengivelse af, hvad vi faktisk spiller, end den opfattelse jeg selv er i stand til at have, mens jeg står midt i det.

Så nu skal EQ’en laves om.

Det er bare virkelig svært at gøre alene, fordi man på en eller anden måde skal spille guitar, lytte kritisk og rode rundt i en app samtidig.

Igen: CPU-kraft.

Og jeg elsker alt det her.

Jeg elsker at øve. Jeg elsker at udvikle. Jeg elsker at mixe. Jeg elsker at skrive musik.

Det er mega fedt.

Og det tager uendeligt lang tid.

Og så tilbage til tirsdag.

Syv dage tidligere havde jeg enten forstuvet eller brækket et ribben.

På mig selv.

Jeg skulle klippe en gren over.

Det virkede ikke særlig dramatisk, da det skete, men onsdag morgen begyndte det for alvor at gøre ondt.

Og lørdag havde jeg så ondt, at jeg var ved at besvime, hver gang jeg bukkede mig.

Så tirsdagens øver var lidt ren overlevelse.

For første gang i meget lang tid nød jeg faktisk ikke at øve.

Det gjorde uendeligt ondt at trække vejret dybt. Det gjorde ondt at spille mundharpe.

Men stadig mindre end at hoste.

Og det er måske det bedste eksempel på, hvorfor jeg optager.

For mit nu var på ingen måde i stand til at vurdere, om musikken faktisk spillede.

Men da jeg hørte optagelserne bagefter, var der et par af sangene, hvor jeg tænkte:

Holy f.... Der er den jo.

Midt i alt det med ribben, kabler, mikrofoner, MIDI, EQ, klange, sommerhuse og hundredvis af timers øvning var vi pludselig landet et sted, hvor sangene bare var der.

Det er det sted, vi har brugt så lang tid på at lede efter.

Så her er:

The Broken Ribs Kitchen Rehearsal Session.

Og den 1. oktober spiller vi som kvartet på Klaverfabrikken i Hillerød. Og vi kommer som kvartet, og det bliver monster fedt!

Det koster 160 kr., så jeg kan jo dårligt kalde det en invitation 😄

Men det ville være virkelig hyggeligt, hvis du kom.

Og tag endelig en ven med. ❤️

PS: Der er også kommet en plade siden sidst. Det har jeg lige glemt at skrive

God Søndag, Frederik